Safari-inspireret slotsstue

Slottet

"Slottet" er en unik bygning, over 200 år gammel, med masser af charme og atmosfære.

En udfordring der krævede nytænkning

Et fornemt navn til et chateau, men jeg kan ikke lade være at benævne det som "Slottet", selv om det i virkeligheden ikke er et slot.

Det ligner ikke noget, jeg har indrettet før. Da jeg første gang så på denne bygning og fik opgaven at forestå indretningen og stå for både valg af materialer til renovering samt indkøb af møbler og interiør, var det ikke uden bæven over for opgaven. Det var som om, at min indgroede stil med gamle malede møbler og shabby chic look, ikke havde sin gang på jorden her. Her skulle der virkelig nytænkning til.

Flotte fliser oven på de gamle

Et af de store hovedbrud var gulvbelægningen. Der var et meget uskønt klinkegulv i forvejen og sammen med de kalkede slotsagtige vægge var jeg bange for, at det simpelthen blev for koldt. Det viste sig så, at der var gulvvarme under fliserne. Hvordan ville et gammelt træplanke gulv reagere på gulvvarmen i forhold til de rå ydervægge?

Jeg blev frarådet at lægge trægulv. Det blev så til, at jeg foreslog at lægge nye fliser ovenpå de gamle og håbede på, at gulvvarmen ville trænge igennem. Det lykkedes faktisk. Et kæmpe hovedbrud blev landet til fuld tilfredshed.

Image
Smuk trappe ved slottets indgangsparti
Den specialdesignede hovedtrappe giver et virkelig mondænt førstehåndsindtryk, når man lige er kommet ind ad hoveddøren.

Specialdesignet hovedtrappe

Så var der indgangspartiet med den smadrede stentrappe med en spinkelt smedejernsgelænder. Hvordan fik man det til at se ordentligt ud?

Jeg valgte at belægge stentrappen med træ. Fik designet og udført et flot trægelænder med en stor søjle forneden og to foroven, som dannede bro til videreførslen af gelænderet på repos´en på 1. sal. Se billeder. På højre side af trappen mod væggen, kom der udskårede paneler, så trappen som helhed fremstod pompøs og gedigen. Et meget flot indgangsparti. På trappen blev der lagt tæppe som løber hele vejen op.

Linien i hele renoveringen var at beholde rummene som de var uden at ændre eller tilføje nye vægge. Alle rum blev simpelthen forskønnede og møbleret, så det hele blev en skøn helhed. Et lille slot!

Image
Slots-spisestue med buede lofter og lysekrone
En perle af en spisestue med plads til 20 personer ved det store brede hvide borde med stribede rokokostole matchende til det store vitrineskab med lys i.

Den fine spisestue

En perle af en spisestue med plads til 20 personer ved det store brede hvide borde med stribede rokokostole matchende til det store vitrineskab med lys i.

Stoffet til gardinerne i dobbelt lag er fra Leroy Merlin i mørk beige og mønstret beige.

Jeg fandt to gamle slidte chesterfield stole, som jeg fik malet i hvidt. Utroligt, at man kan male læderstole, så de bliver som nye.

Som gulvdekoration brugte jeg store stålvaser med kunstige blomster. Mega flot!

Som krydderi en gammel væg lanterne samt et gammelt anretterbord med de en lækker bordlampe i børstet stållook.

Det er ikke dårligt at have et lager, hvorfra man kan hente nyt og gammelt.

Image
Safari-inspireret slotsstue
Den røde stue er husets store dagligstue i safari-inspireret stil. Her er der både plads til hygge, samvær og til at have gæster på besøg.

Den røde stue

Slottets røde stue er blevet noget så hyggelig. Jeg faldt simpelthen pladask for et leopardmønstret møbelstof fra Stof&Stil, som kom til at beklæde fire af mine elskede Ektorp sofaer fra Ikea samt to lænestole.

Jeg synes altid det er lidt svært at vælge sofaborde, der tilgodeser flere behov, både visionært og praktisk. Jeg tænkte, at de skulle være lidt rå, og derfor lod jeg en snedker lave to ens sofabordsplader, idet jeg havde nogle buede sofabordsben liggende.

Gammelt og nyt i skøn forening

Da maleren skulle til at male pladerne, stoppede jeg ham og foreslog, at han simpelthen bare lakerede dem og lod træets autentiske look tone frem. Det blev rigtig godt.

Stuen havde en gammel pejs, som blev erstattet med en moderne, flot pejs i en gullig farve, som matchede farverne i stuen.

De to lampeborde, som omkredser sofaerne, fandt jeg hos en antikker. De blev malet op i samme farve som benene fra de store sofaborde. De andre borde i stuen er også fundet hos en antikker. Forenden af stuen fandt jeg et konsolbord, som blev prydet af to flotte billeder med røde krukker, som passer perfekt til det røde stof.

Kapper til gardinerne

Hvert af vinduerne i den røde stue var forskellige og jeg fik så snedkeren til at lave kapper, som gardinerne kunne hænge under. Det blev til to lag gardiner, hvoraf det yderste lag gardiner er af samme stof som sofaerne og undergardiner er holdt i en flot afdæmpet brun farve, som står godt til røde puder fra Jysk og puder syet af samme stof som de brune gardiner. Det ser knaldgodt ud.

Familien ønskede et flygel, men det var svært at få plads til. Jeg fandt dog et mindre flygel, som står flot i det ene hjørne.

Modernisering af køkken og bad

Image
Eksklusivt badeværelse

Eksklusivt Badeværelse

Et gyseligt grimt badeværelse blev forvandlet til et eksklusivt et af slagsen. Den tilhørende lejlighed blev indrettet i det, jeg kalder wellness brungrå nuancer, så jeg syntes, at et "guld" badeværelse ville passe til. Brusekabinen blev holdt i bronce ligesom blandingsbatterierne ved håndvaskene. De sidstnævnte fremstår dog mere guld-agtige end bronce, men det passer udmærket sammen. Spejlene og vaskene er eksklusive fra en special forretning mens bademøblerne er af en mere ydmyg karakter, hentet i Polen i min elskede forretning Leroy Merlin.Jeg synes dog, at det passer perfekt sammen. Jeg valgte sorte hænge pendeller over vaskene. Alt i alt på trods af sammenblandingerne kom dette badeværelse til at fremstå roligt, stilrent og elegant.

Image
Landligt køkken

Slotskøkkenet

Køkkenet på Slottet stod som de øvrige stuer i stueetagen med buede lofter og udgjorde derfor en udfordring at få et køkken passet ind. Det lykkedes dog at få mit sædvanlige Ikea yndlingskøkken ind ved at lave en ekstra væg en halv meters penge bag køkkenbænken. Det blev faktisk til et ganske stort køkken, hvor den gamle brændeovn med de grønne kakler fik lov at overleve samtidig med to nye komfurer, et gas- og et elkomfur. Godt at være forberedt på lidt af hvert, hvis en energikilde skulle svigte. I midten fik jeg anskaffet et robust gråligt bord med mørkebrune buede ben med dertil hørende plastiskstole fra Jysk, lette at tørre af. I baghånden lurede et lækkert kakkelbord, som jeg ønskede at få plads til og på trods af grønnekakler og blågrå fliser, passede det faktisk virkelig godt ind. Der skal jo være noget blåt, noget gammelt og noget nyt 😀. Et lækkert levekøkken blev det til.

Smukke miljøer

Image
Lys og eksklusiv havestue med stribede sofaer og gardiner

Havestuen

Den tilbyggede havestue i en firkantet stil med træloft uden de sædvanlige buer som på resten af slottet, fortjente sit helt eget liv.

De fire store vinduer og havedøren ud til den hyggelige overdækkede terrasse kaldte på tunge gardiner. Der valgte jeg blåstribet møbelstof fra Stof&Stil, som også blev brugt til ombetrækning af Ektorp sofaerne og stolen, som blev placeret midt i rummet foran det største vindue foran den flotte hvide brændeovn.

Jeg valgte fliser til havestuen i blåbeige nuance.

Jeg fandt et gammelt stort spisebord, hvor benene blev afkortet, så det blev til sofabord og sidebordene med de flotte grå lamper med trælampeskærme fik jeg produceret hos en snedker.

Det blev ærligt talt et super lækkert rum til en varm sommerdag eller en kølig aften med ild i pejsen.

Det er sjovt at indrette! Jeg elsker det!

Image
Repos med stuemøbler

Repos'en

Repos'en på 1. sal var noget af det grimmeste. Der var anlæg til et vindue, som aldrig havde været et vindue, som jeg simpelthen fik sløjfet og erstattet med væg.

Jeg valgte trægulve på hele førstesalen og det blev flot. Jeg placerede en tårnbuffet forenden af væggen og indrettede et lille samtalerum med to Ektorp stole betrukket med noget stof, jeg havde haft liggende i lang tid, virkelig flot stribet i petroleumsfarve op mod beige. Til at stå imellem de to stole fandt jeg hos en antikker et lækkert eksklusivt sort bord med buede ben og glasplade.

Overfor valgte jeg to små lænestole fra Ikea med et gammelt ovalt bord i midten. På gulvet et lyst skind.

En flot repos at komme op til forenden af den majestætiske trappe.